Lad Langkaer Gymnasium i fred

Nu er der apartheid i Danmark. Muligvis. Men det er ikke Langkaer Gymnasiums skyld. Reaktionerne har været mange. Automatreaktionerne har næsten været flere. Fra Rasmus Bryggers forargelse over at se på elever i som grupper og ikke individer; til Inger Støjberg, som gerne vil tage hensyn til de etnisk danske elever; og Zenia Stampe, som lige skulle understrege, at eleverne selvfølgelig alle er danske. Min egen umiddelbare reaktion var da også en vis forargelse over en sådan illiberal opdeling. Principielt er jeg også lodret uenig i beslutningen, dog er en smule pragmatisme også nødvendig i den virkelige verden. Her er mit mere pragmatiske syn på situationen.

Jeg ønsker ikke et samfund, hvor folk er opdelt efter etnicitet, køn, hårfarve eller lign. Det tror jeg faktisk ikke de fleste gør, heller ikke Langkaer Gymnasium. Men sådan som eleverne fordeles mellem gymnasierne, sker dette helt af sig selv. For færre og færre etnisk danskere søger ind på Langkaer Gymnasium, de søger andre steder hen. Vender man det blinde øje til vil vi få et opdelt samfund. Ikke et samfund, hvor én person opdeler elever mellem klasser, men hvor diverse ting i samfundet i samspil opdeler elever mellem gymnasier. Jeg mener, at det er en del af almen dannelse at kende forskellige mennesker og kulturer, derfor bør gymnasierne være blandede.  Rektoren gør så, hvad han kan. Han opdeler klasserne efter etnicitet. Om det vil virke, ved vi endnu ikke. Men det er et forsøg værd. For vi kan kun finde ud af, hvad der er bedst ved at prøve forskellige ting. Virker det ikke er det ærgerligt. Virker det, undgår vi segregation. Men det er et forsøg, og forsøger man ikke noget nyt, kan man ikke forbedre sig.

Venstres løftebrud er okay

Nu vil jeg gøre noget, jeg ikke er vant til. Jeg vil forsvare den nuværende V-regering. For den bliver i disse dage beskyldt for løftebrud. Løftebrud, som egentlig er ret godt begrundet, hvis de overhovedet kan kaldes løftebrud. For flere træder først i kraft efter et valg og så er det slet ikke løftebrud i dimensioner ala 2011.

Ja, Venstre var gode til at råbe løftebrud i 2011. Dengang kunne jeg, som var 11 år gammel og ikke fulgte med i politik, nævne flere valgløfter fra S og SF, der senere blev brudt. I dag, næsten fem år senere, anede jeg ikke, at Venstre havde lovet ikke at pille ved SU og folkepension. Så vi taler om løfter, der er langt mindre udbredt end løfterne i 2011. Vi kan antage, at det var langt de færreste af Venstres vælgere, som overhovedet havde hørt løfterne. Så dimensionen af valgløfterne er altså en hel anden. For ikke at nævne, at Venstre kun har lidt over en tredjedel af de 90 mandater. S og SF 60 mandater, to tredjedele. Venstre er ikke engang det største borgerlige parti, de skal lytte til deres parlamentariske grundlag.

Men de løftebrud oppositionen i dag råber op om er en reducering af SU og en forhøjelse af pensionsalderen. Men her er det vigtigt at holde fast i, at begge ting først træder i kraft efter et valg. Så måske skulle man snarere se på det som en regering, der laver en fremtidsplan for Danmark og derfor ændrer nogle ting. Det er da faktisk dejligt, at Venstre tør rykke ved de her ting, selvom de ikke altid er lige populære. Planen kan være nok så dårlig, men er ikke et løftebrud, for I kan stemme Venstre fra magten, inden det træder i kraft.

Og så vil jeg lige stille to spørgsmål. De fleste estimater på levetid skyder under målet. Er det så ikke fair at opjustere pensionsalderen? Og er SU ikke et okay sted at spare? De studerende kan tilbagebetale lån, men de kan ikke betale sig til højere uddannelseskvalitet, når der spares på uddannelse.

Til sidst har Venstre ikke indført nulvækst, som de lovede. Dette er faktisk et reelt løftebrud. Her holder oppositionen dog kæft. Det er egentligt meget pudsigt, det er formentligt fordi de tilfredse med det ovre i den røde lejr. Dog var Venstre nok også godt tilfreds med, at de rødes valgløfter ikke blev indfriet, de stoppede dem dog ikke fra at kæfte op løftebrud. Her genopfrisker jeg lige, det største parti i den borgerlige lejr ønsker penge til offentlig vækst. Vi er simpelthen vidne til et politisk kompromis fra en smal mindretalsregering. I øvrigt skal det også siges, at denne lave vækst er nødvendig for at opretholde den samme offentlige service. Selv LA ønsker at justere deres nedskæringer på 10% for demografiske træk.

Det liberale utopis umulighed

Ligegyldig, hvad Venstre og LA siger, er der fejl i markedet. Hvilket er noget man bliver nød til at indse, fordi de er grunden til at selv de mest liberale, markedsorienterede mennesker bør ønske sig en stat. Det bliver også mere og mere interessante, fordi der så småt er begyndt en debat om den såkaldte “neoliberalisme”. Her kan jeg anbefale en artikel af George Monbiot. Men ligegyldig om vores verden er neoliberal eller ej, om neoliberalisme er godt eller ej, og om vi kan gøre noget ved den. Så må man ALDRIG være blind for de markedsfejl, der er. De er nemlig grunden til, at det liberale utopi er umuligt.

Den første og simpleste markedsfejl er eksternaliteter. Landbrug kan forurene grundvand, kulkraft udleder CO₂, og næsten al produktion forurener det ene eller det andet. Fælles for det er, at man pålægger fællesskabet en byrde, når man gør noget for sig selv. Den liberale løsning på dette, må være at internalisere eksternaliteter. Altså hver gang jeg gør noget, som har en negativ eksternalitet, bliver jeg pålagt at rydde op efter den eller betale andre for at rydde op. Samtidig skal jeg også belønnes for positive eksternaliteter. Et sådan system ville jeg bifalde. Det ironiske her er dog, at de “liberale” partier i folketinget ønsker at reducere afgifter som benzinafgiften og NoX-afgiften. Samtidig tillader de også landmænd at forurene grundvandet, eller lade os andre betale dem for ikke at gøre det. Det er, kort sagt, ikke særligt liberalt at begrænse min frihed ved at tillade negative eksternaliteter.

Den næste er mangel på pristransparens. Jeg kan ikke slå op, hvor meget benzin koster forskellige steder, så jeg kan stoppe min bil der, hvor det er billigst. Jeg kan ej heller slå priser op på alle varer i et supermarked, så jeg kan vælge det supermarked med laveste priser. Og så er det også værd at spørge, om du kan gennemskue gebyrer og priser fra banker, telefonselskaber eller det der besværlige pensionsfittelihut. Jeg kan ikke. Selvfølgelig kan det uendeligt kloge og alvidende menneske, i det fiktive, liberale utopi, godt gennemskue det, men sådan er hverken du eller jeg.

Det leder mig videre til det næste. For mennesker er ikke alvidende og uendeligt kloge. Da jeg købte en kuffert, kunne jeg sammenligne størrelse og udseende, men hvor lang tid forskellige kufferter holder, kunne jeg kun gisne om. Da jeg købte et headset til min computer, kunne jeg ikke vide, hvilket der havde bedst lyd, bedst mikrofon, var mest støjreducerende, mest komfortabelt eller kunne holde længst. Jeg kunne selvfølgelig læse reviews eller spørge rundt, men jeg var meget langt fra at have perfekt viden om, hvad der var bedst for mig. Prikken over i’et er reklamer. De påvirker ikke det uendeligt kloge og alvidende menneske, men de påvirker os, for vi er ikke perfekte.

 

Den fjerde ting må så være, at mennesker er dumme og irrationelle. Mennesker er ikke perfekte, logisk-tænkede og profitoptimerende mennsker på trods af, at finansministeriets makroøkonomer skulle sige sådan. For at bevise dette bør jeg kun vise dig denne simple, logiske opgave, som 80% ikke kan løse (dette er ikke en clickbait titel, det passer faktisk). Er du stadig i tvivl, kan du læse resten af dette afsnit. Det første er din ven, som kun bruger sin telefon til at gå på facebook og læse nyheder. Han/hun har sikkert en high-end smartphone, selvom vedkommende kunne have klaret sig med en til de halve pris. Et andet godt eksempel er dem, som gerne vil købe varer bare fordi de er produceret i Danmark. Et produkt bliver altså ikke bedre bare fordi det er produceret her.

Så vil jeg også gerne sætte spørgsmålstegn ved det frie valg. For når man køber ind er det ikke alt, man har bestemt på forhånd (læs her). Samtidig er det heller ikke alt, man kan vælge imellem. Om nogle år kan man f.eks. ikke købe buræg, selvom hønsene muligvis har det bedre end andre høns og sandsynligvis er bedre for miljøet (her er rigtig mange artikler og synspunkter, det kan du selv undersøge). Der er også mangel på kombinationsmuligheder. Jeg kan ikke vælge hardware fra Samsung og software fra Apple. Apropos hardware kan jeg heller ikke vælge præcis den telefon med præcis det kamera jeg gerne vil. Der er godt nok mange muligheder, men jeg kan ikke vælge præcis, hvad jeg vil. Du er begrænset af valg taget af store virksomheder. Men selv hvis jeg kunne det, ville jeg ikke kunne overskue det, fordi jeg ikke er alvidende. Det her er i sagens natur selvmodsigende.

Og så er vi nået til monopoler og duopoler. For de findes faktisk. Et godt eksempel er i lukkede områder som en forlystelsespark eller til en fodboldkamp. Der er ét eller få sted, hvor man kan købe mad, konkurrencen er lav og priserne er høje. Du kan ikke gå ned i den lokale Netto og købe tingene til en brøkdel af prisen. Der er dog også andre monopoler udenfor afgrænsede områder. Google har monopol på søgemaskiner og bruger deres enorme mængder data til at fastholde positionen; det kombinerer de så med deres andre services og deler og bruger data på kryds og tværs. Sammen med Apple har de duopol på telefonsoftware. Apple og Microsoft har duopol på computersoftware (tænker du nu på Chromebooks og Linux, har du fat i den lange ende, nederst forklarer jeg, hvorfor det stadig er et duopol). Visse ting som togvæsen samt vand- og varmeforsyning er også monopoler, om end statsejet. For det kræver enorm infrastruktur så konkurrence er noget nær umulig. Rosinen i pølseenden må være medicinalindustrien, som med patenter ikke har konkurrence og sætter priserne meget højere end omkostninger til både udvikling og produktion (alternativt kunne vi afskaffe patenter, men så har vi en positiv eksternalitet). Mine eksempler er ikke perfekte, men pointen er, at der er visse markeder, som det er svært at træde ind på. Derfor er konkurrencen lav og priserne høje. Det frie marked kan ikke alene undgå monopoler, der er brug for en stat.

For en stat er nødvendig. Vi har brug for en stat til at opretholde i hvert fald politi, retsvæsen og militær. Altså medmindre alle mennesker er 100% lovlydige. Det betyder, at staten skal finansieres. For at finansiere det skal vi også have en myndighed til at opkræve pengene. Hvilket lynhurtigt resulterer i et meget komplekst uigennemskueligt system, fordi det jo skal være fair og i øvrigt bruge en formue på at opkræve pengene. Så vi skal altså have skatter og afgifter. Dette medfører, at folk ikke kan bestemme fuldstændig over deres penge. Det liberale utopi kommer længere og længere væk fra at være muligt.

En af de mest basale liberale værdier er, at folk er født lige. Det passer bare ikke ind i dagens verden, hvor ens fremtid er påvirket af ens familie. Altså hvor mange penge ens familie har. Det er ikke så slemt i Danmark. Det er værre andre steder. Dog bryder det, at man kan få noget som helst fra sin familie, andre ikke kan få af deres, med princippet om at folk skal være født lige. Derfor kan der opbygges formuer, som går i arv og det kombineret med kapitalindkomst gør, at vi meget nemt kan opbygge ulighed. Vi kunne selvfølgelig have et system, hvor alle børn opdrages på institution af staten. Nej vent, det kræver en stat. Og det lyder i øvrigt som en meget kedelig verden.

Så når vi til den sidste ting, effektivitet. Markedet er i teorien effektivt. Men det er det jo ikke i virkeligheden. Børsmarkedet er, der kan alle lave bud på køb og salg og man vil sælge/købe til den optimale pris. Sådan er markedet bare ikke. Føtex sælger konsekvent deres yoghurt dyrere end Netto. Var markedet effektivt ville der bare være én markedspris på en vare. Det er der ikke.

De ovenstående 1302 ord er en lang liste over grunde til, at det liberale utopi ikke kan fungere. Det er egentlig en meget smuk tanke, i hvert fald hvis man kan lide meritokrati. Det er bare ikke muligt. Så hvis denne til dine ideologiske, tossede venner, som vil afskaffe alt, hvad der hedder stat. For samfundet vil ikke være nær så retfærdigt, som man kunne håbe.

Til allersidst kommer min argumentation om, hvorfor Apple og Microsoft har monopol på computersoftware. For der findes chromebooks, de er bare meget begrænset i funktionalitet. Så findes der også Linux, men det her er, hvad du gør, støder du på bare det mindste problem. Det er ikke godt nok til den jævne bruger, som det er lige nu. Ydermere findes meget software kun til Windows og OS X, hvilket bare underbygger duopolet.

Den nye licenskritiker

Det er mig, og nu skal du høre hvorfor. I slutningen af Juni var jeg på ScienceTalenters sommercamp. Af den ene eller anden årsag havde DR valgt at lave et indslag om dette på P4 Sjælland. Det forløber nogenlunde sådan her (fra min inddragelse):

P4 skal bruge nogle deltagere fra campen. Jeg bliver tilbudt at deltage og siger ja. Dagen efter kommer én ansat fra DR med en varevogn med alt muligt udstyr. Det er omtrent 40 minutter før der skal sendes live. De 40 minutter går primært med at finde et sted at placere varevognen sådan at vi kan få forbindelse. Vi bliver ~4 minutter forsinkede med at sende, hvordan DR håndtere det, aner jeg ikke. Vi får knap nok noget forberedelsestid. Jeg siger en sætning om det forsøg, der skal laves kort efter. Den anden deltager får lov til at sige, hun synes det er sjovere at arbejde med naturvidenskab end at spille fodbold. Camplederen får lov at tale i omtrent ét minut om noget med udvikling af unge talenter og naturvidenskabelig interesse. Derefter skulle vi så lave et nitrogenbrag, der i øvrigt ikke kunne høres i radioen, hurra for forberedelse. Fik jeg sagt, at alt dette blev optaget på en iPhone 5C?
DR lavede et dybest set ligegyldigt indslag uden rigtigt indhold. Kunne det være forbedret med mere forberedelse? Sandsynligvis. Var det her lavet af en praktikant, som bare skulle øve sig? Jeg aner det ikke. Men faktum er, at DR bruger ressourcer på at lave ligegyldige radioprogrammer, der ikke kan betegnes som public service. Det var for mig dråben, der fik bægeret til at flyde over. For DR laver eller køber til til mange andre ting, der ikke er public service. Vi kan her nævne X-factor og The Walking Dead. Misforstå mig ikke, jeg synes helt klart vi skal have et kommercielt uafhængigt medie, der kan lave ordentlig journalistik (ikke, at de nødvendigvis gør det, den debat kan vi tage senere), det er dog ikke, hvad DR er i dag.

Statsborgerskabsprøven er opreklameret

To gange om året afholdes der statsborgerskabsprøve for håbefulde personer, der ønsker dansk statsborgerskab. Hver gang er der støj i pressen om, hvor dumme spørgsmålene er, og at du og jeg ikke ville kunne blive danske statsborgere. Denne medieomtale er omtrent lige så forudsigelig som, at Naser Khaders skifter parti hvert femte år.

Der er bare en række ting som folk glemmer ved denne prøve. For det første er det ikke meningen at danskere tilfældigt skal testes og risikere udsmidning. Man får man udleveret materiale, hvori man kan finde svar på de 35 permanente spørgsmål. Så du og jeg ville godt kunne blive danske statsborgere, hvis vi altså lige læste op på det. For det andet glemmer folk, at pointen med testen er ikke at tjekke almen dannelse. Pointen er bare at sætte folk på en lille opgave for at, de skal vise noget engagement.

Men det vigtigste, som alt for mange glemmer er, hvor ligegyldig testen er sammenlignet med andre krav. Regeringen hævede danskkravet til nye statsborgere fra dansk 2 til dansk 3. Denne ændring gik forholdsvis ubemærket hen, dog er den langt mere markant og vigtig end statsborgerskabsprøven. En prøve, der bliver diskuteret helt ned i mindste detalje. Tænk, hvis debattører var lige så obs på detaljerne i lovgivning, som faktisk betyder noget. Og selvfølgelig kan man diskutere, hvorvidt prøven bør eksistere eller ej, men når man bare siger at spørgsmålene er for dumme eller for svære, så har man mistet overblikket over, hvilke krav der stilles til kommende statsborgere.

Retsforbeholdet

Retsforbeholdet skal måske omdannes til en tilvalgsordning, dette skal danskerne stemme om den 3. december. Men hvad er retsforbeholdet, hvordan fungerer det og hvordan adskiller det sig fra en tilvalgsordning? Disse spørgsmål burde være ret centrale for det danske vælgerkorps, men det er ret så besværligt at finde ud af.

Lad os starte med det simple, Europol, det europæiske politisamarbejde flyttes fra et mellemstatsligt samarbejde til et overstatsligt samarbejde. Pga. Danmarks nuværende retsforbehold vil Danmark altså ikke kunne deltage i det europæiske politisamarbejde. Ved at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning kan Danmark tiltræde en række retsakter fra EU inklusiv Europol.

Aftalepartierne S, V, RV, SF og K siger, at Danmark absolut skal stemme ja for at blive i politisamarbejdet, Europol. Nej-partierne, bestående af DF, EL, LA og Folkebevægelsen mod EU siger, at hvis vi stemmer ja, risikerer vi at aftalepartierne overgiver mere suverænitet til EU, og at vi bare kan få en parallelaftale om Europol. Den vågne læser vil nok bemærke, at jeg ikke har nævnt Alternativet, dette skyldes, at de står i en helt tredje position. I virkeligheden er begge ting misvisende. For det første handler retsakterne om meget andet Europol. For nogle af akterne giver det sikkert også mening også at samarbejde i disse samtidig med Europol, mens andre omhandler helt andre ting, men faktum er, at det ikke kun er tale om politisamarbejdet, som det ellers lyder i medierne. For det andet betyder et ja til tilvalgsordningen, at aftalepartierne, hvis de alle er enige, kan tiltræde endnu flere retsakter uden at spørge befolkningen. Dette inkluderer blandt andet en fælles asylpolitik i Europa, som de på nuværende tidspunkt siger at Danmark under ingen omstændigheder skal tilmelde sig. Det er selvfølgelig det sidste som nej-partierne er bange for, at aftalepartierne siger ja til endnu flere retsakter og overlader mere suverænitet til EU. Deres hovedargument er, at vi sagtens kan være en del af Europol uden tilvalgsordningen, nemlig gennem en parallelaftale, men det passer heller ikke. For det er overhovedet ikke sikkert at vi kan forhandle en parallelaftale på plads og Norge, som har en parallelaftale har væsentligt ringere forhold, end Danmark har i dag. Så en parallelaftale er heller ikke optimal for det danske politi.

Det lader umiddelbart til, at ja-partierne prøver at skjule dele af, hvad danskerne egentlig siger ja til, hvis vi erstatter retsforbeholdet. Mens det ikke er gået op for nej partierne, at der egentlig ikke findes et ordentligt alternativ for politisamarbejdet end tilvalgsordningen. Alt imens at en forvirrende og ringe nyhedsstrøm forvirrer vælgerne. Nu håber jeg bare, at nyhedsdækningen af emnet forbedres, når vi kommer tættere på den 3. december, sådan at folk er klar over hvad det handler om.